Anmeldelser

Lejlighedsvis bliver vore koncerter anmeldt i dagspressen. Her følger et par uddrag.

    "Sjældent eller aldrig har man hørt en så fornem beherskelse i harmoniorkestrets mest støjende grupper. Slagtøjet fortjener en bid af fødselsdagskagen for dens sobre tørhed og pinlige nøjagtighed, tuba/baryton/trombonegruppen for dens styrkesvage sødme. Klarinetgruppen var god til sidste trediestemme.
    I øvrigt er man, efter at orkestrets janitsharer, tromboner, klarinetter og trompeter brillierede i fire lystige koncertstykker, overbevist om, at Rødovre Concert Band er uden svage punkter. Hvad man også kan overbevise sig om ved at lytte til dets nyudgivne LP-er på selskabet Rondo.
    Jo, harmonimusik kan være inspireret, klangskønt og livgivende."

Peter Juel Henningsen, Politiken


     "Så godt spiller de 75 imponerende kompetente unge blæsere og slagtøjsspillere under klarinettist i Radiosymfoniorkestret Jørgen Jensens ledelse, at selv det tyndeste folkemusikarrangement får krop og bid, og selv de mest uforpligtende originalværker - ofte af komponister som kun blæserorkestre tør kende - kommer til både at sjæle og swinge. Det gjaldt hver og et af værkerne ved orkestrets vidtspændende Tivolikoncert.
    Afslutningsnummeret Warren Barkers potpourri Broadway Show-Stoppers Ouverture blev spillet, så ethvert musical-teater ville kunne være stolt af orkestret - og det netop fordi musikken ikke kun blev spillet som det rene pjat, men her som i de øvrige værker blev taget seriøst af orkestret og dets dirigent, med noderne sat ordentligt på plads, klangen afbalanceret og solopassagerne udført med autoritet."

Jakob Levinsen, Berlingske Tidende
 

Helsingør Dagblad den 24. oktober 2002:

Godt blæst, Rødovre

    MUSIK: Det er nok de færreste, der ved, hvordan et harmoniorkester lyder i vore dage, så det var da en god ide, Espergærde Musikforening havde fået, at invitere landets formentlig bedste af slagsen, Rødovre Concert Band, til at komme til Espergærde Gymnasium søndag eftermiddag og vise, hvad et orkester bestående af træ- og messingblæsere, slagtøj, harpe og kontrabas kan byde på. Som dirigent medbragte de den unge Martin Åkerwall, der for tiden dirigerer på Det kgl.Teater.
    Fra USA havde orkestret hentet en sats af Alan Silvestris filmmusik til eventyrfilmen “Back to the future”, typisk amerikansk i anslaget, højt gearet og meget lig musikken til “Star Wars” filmene. En flot indledning, omend lidt vitaminfattig. Så var der mindre vindstyrke og mere musikalsk gods i armeneren Arutiunians trompetkoncert med den unge Stig Mærsk som solist. Trods nogle kiks i udførelsen af solostemmen kom koncerten godt ud over rampen, og orkestrets klang lød velafbalanceret.
    Humor møder man ikke så tit i musikkens verden, men den var et af virkemidlerne i suiten “Vinden i piletræerne” af Johan de Meij fra Holland. Orkestret har opført værket flere gange under årets turne i Europa og herhjemme, og man mærkede, at de var fortrolige med det. Det er melodiøst formet og velklingende, og indeholdt derudover muntre elementer som et skrubtudsekvæk udsat for tuba og et forrygende biluheld. Medvirkende til morskaben var også en af slagtøjsspillerne, der måtte løbe frem og tilbage for at betjene flere instrumenter. 
    Martin Åkerwalls egen “Fanfare og Fuganala”, der indledte anden afdeling, er en bagatel, flot sat op og flot udført. Den første betydende komponist, der skrev musik for harmoniorkester, var Gustav Holst, og hans suite fra 1909 er et smukt og harmonisk værk. Det er typisk engelsk i klangen, klassisk opbygget og smukt orkestreret. Den afsluttende march må have været et forbillede for Elgar, da han skrev sin “Pomp and Circumstance”.
    Som sidste værk hørtes en række satser fra Mussorgskys “Udstillingsbilleder”, her i et arrangement af japaneren Takahashi, og for første gang under koncerten var det musik, tilhørerne kendte i forvejen. Det er jo pragtfuld musik med imponerende slagkraft, og man må sige, at Rødovre Concert Band og Martin Åkerwall fik sat det hele på plads. Sidste sats er “Den store port i Kijev” i al sin majestætiske vælde, og den fik naturligvis alt, hvad den kunne trække. En imponerende afslutning på en flot koncert.


Vore indspilninger bliver ofte anmeldt i internationale tidsskrifter. Her følger nogle stykker.

Tidsskriftet Musicum nr. 10, efterår 2003 (Frankrig)

ABSALON
   
Det i branchen forholdsvis nye forlag, Beriato, har her udgivet en cd, der indeholder nogle af deres bedste værker. For at give værkerne mere pondus, har Beriato valgt at lade Danish Concert Band, et harmoniorkester fra Rødovre (Danmark), indspille cd’en. Danish Concert Band blev dannet i 1968 og har modtaget en lang række priser. Bandet kan sammenlignes med nogle af de bedste hollandske og spanske harmoniorkestre. 
    I de seneste 30 år er det Jørgen Misser Jensen, der har svinget dirigentstokken, og det har medført en kontinuitet, der har gjort, at bandet har et godt ry, hvilket er helt fortjent.
    Det valgte repertoire er godt på trods af, at flere af komponisterne ikke er særlig kendt uden for Belgien.
    Bert Appermont med Absalon gjorde et særligt godt indtryk, det er tydeligt, at det er en person, der kender sit metier godt. Men det hele var interessant: Solemnity af Robert Finn, Minerva af Jan Van der Roost (anerkendt komponist gennem flere år), og Bavarian Pictures af Ben Haemhouts.
    Steven Verhaerts arrangement: Puccinissimo med de mest betagende melodier fra den berømte italienske mester, fandt jeg simpelt hen bedårende.
    For mere end 25 år siden mødte jeg Jef Maes i Aalbeke hos min ven André Verleye, hvor jeg fik et ret godt indtryk af ham, og det blev bekræftet da jeg hørte Concertante Ouverture.
    Danish Concert Bands enestående udførelse af disse værker, giver værkerne mulighed for at vise sig fra en god vinkel, og lytterne mulighed for at nyde dem.
    En høj karakter til Beriato for denne cd - på trods af de manglende informationer om både værker og komponister.

Oversættelse: Mette Adler Nielsen


Johan de Meij: Symfoni nr. 1("Ringenes Herre"). Bernstein: Divertimento. Jørgen Misser Jensen dirigerer Rødovre Concert Band. RONDO RCD 8346. Produceret af Per Jacobsen.

    Dette er en CD med stor underholdningsværdi. To stykker for harmoniorkester: det ene et orginalværk på vej til at blive en klassiker og den anden en transkription af en publikumsvenlig amerikansk original.
    Ringenes Herre er undertitlen på symfoni nr. 1 (1987) af den hollandske komponist Johan de Meij (født 1953). Den vandt en international konkurrence for blæserorkestre i Chicago i 1989 og er allerede blevet lukket ind i repertoiret for concertband. (Min yngste søn spillede uddrag fra stykket i sit high-school band tilbage i 1991.) De Meijs femsatsede partitur - selvfølgelig baseret på Tolkiens favoritkult - har pomp og pragt, ukomplicerede rytmer, melodisk sondren og programmatisk og filmagtig målbevidsthed. Den er fuld af stemningsvariationer og instrumentale højdepunkter - og det bedste ved det hele: den er morsom at lytte til. F.eks. er uhyret Gollum karakteriseret i tredie sats ved en solosaxofon med en forunderlig klodset musik, som mumler og vakler i falsk terror. Den 4. sats er "Rejse i Mørket", rejsen ledet af Gandalf gennem Moria-minens mørke tunneller, og musikalske handlinger fra langsomtgående til store forfølgelser er maleriske modsætninger, mens uhyrer og kampe bliver afbildet. Finalen "Hobitterne" begynder levende og lykkeligt, men ender i salmeagtig fred for at være trofast i stemningen i trilogiens sidste kapitel, i hvilket Frodo og Gandalf sejler væk ud over horisonten. Dybest set tager man afsked med symfonien Ringenes Herre med ledemotiver, der løber gennem ens hoved - og man ved, at man vil vende tilbage.
    Jeg er ikke stødt på de Meijs musik før (jeg er ikke faldet over den første indspilning af dette værk fra 1990), men nu vil jeg gerne høre mere af det. De Meij har for nylig skrevet, blandt andre nylige værker, en anden blæsersymfoni, kaldet The big Apple, til U.S. Air Force Band.
    Bernsteins Divertimento er en løststrikket suite af otte små danseepisoder skrevet i 1980 til Boston Symfonikernes 100-års jubilæum. Uden tvivl tyndbenet, men smittende underholdende med skæg og ballade kulminerende i den ottende sats, "The BSO forever", med indvævede, løsrevne citater fra berømte marchtemaer. Divertimentoet blev omskrevet 1984 af den store orkesterarrangør Clare Grundman og bibeholder originalens samlede, strålende energi.
    Udførelsen er førsteklasses. Lyden er mæt og tæt. (Rondo er et lille dansk mærke med et beskedent katalog, og den eneste anden Rondo-plade i min samling er en flot LP fra midt i 80'erne med trompetkoncerter af Holmboe, Norby og Riisager.) Kun for lyttere, som afskyr concertband som udtryksform (og jeg ved, at der findes sådanne snæversynede mennesker), er en søgning efter denne Ring ikke stærkt tilrådeligt.

Samme indspilning, fra et hollandsk fagtidskrift.
Udførelse: 8. Optagelse: 8. (Af 10 mulige).
    En udenlandsk udgivelse indeholdende et hollandsk værk møder man sjældent, og således gør blæserorekstret fra den københavnske forstad Rødovre os en tjeneste ved at udgive den flere gange hædrede 1. symfoni fra 1988 af Johan de Meij (født 1953). Tolkien var kilden til de fem dele: Gandalf, Lothlórien, Gollum, Rejse gennem mørket og Hobbits, faktisk en serie symfoniske digte, og det karakteriserer netop den programmatiske opsætning af dette ekletiske værk, at intetsteds overskrides tonaliteten. Man kommer til at tænke på navne som Ravel, Prokofiev og Stravinsky, men frem for alt på Le Livre de la Jungle (efter Kipling) af Charles Kochlin. Selv om den musikalske substans ikke er særlig original og sommetider på kanten af det banale, føler de Meij sig hjemme i denne besætning, instrumenterer forbløffende smukt og har holdt mig helt i Ringens magt i tre fornøjelige kvarter. Dette skyldes også blæserensemblet, som ved råd for de klagende saxofonsoli og de larmende kobberfanfarer, og optagelsen, som smukt fastholder dette, hårfint og klart. Også sidste nummer kan være med: Bernsteins brillante Divertimento (1980) i Clare Grundmans blæserudgave demonstrerer danskernes slægtskab med det udfordrende, let jazzede kendetegn for Amerikas mest brugbare komponist.

Clarino nr. 5, 1996, Ringenes Herre.
Optagelsen imponerer med et næsten ustyrligt temperament. The Danish Concert Band bedre kendt som Rødovre Concert Band under ledelsen af stifter og chefdirigent Jørgen Misser Jensen hører til de succesrige europæiske blæserorkestre. Talrige priser indikerer, at de ikke har behov for at skjule sig bag professionelle orkestre.
    Den danske optagelse virker munter og ubrugt. Men intonationen kunne være bedre talrige steder. Derfor betyder mindre uheld af enkelte registre ikke så meget. Tempi er nogle steder roligere end egentlig ventet. Dette giver optagelsen en helt egen charme, fordi man bliver tvunget til at lytte efter. Der findes ingen særlige højdepunkter, men hele optagelsen er i sig selv afrundet, afbalanceret og udstråler en stor indre ro. Danskerne lægger ikke så meget vægt på overfladisk virtuositet og tempo, men mere på en grundig interpreterering og soliditet, der til dels følges ad med nye idéer. Denne indspilning er måske bedst egnet som forbillede for amatørorkestre, fordi den viser symfonien på et normalt niveau, så at lægmand-orkestre ikke taber mod.

Dansk Biblioteks Center, Klassiske noter: The Scandinavian Connection.
En cd, som viser hvad et dygtigt harmoniorkester (træblæsere, messingblæsere + slagtøj) kan præstere. Rødovre Concert Band er p.t. nok landets bedste inden for genren med et væld af skandinaviske og internationale priser. Dette er bandets syvende cd på fortegnelsen. Orkestret "Harmonie St. Michaël Thorn" er kvalitetsmæssigt en hollandsk pendant. Cd’ens musik af danske Søren Hyldgaard (*1963), (kendt som bl.a. en flittig filmkomponist) og hollandske Johan de Meij (*1953) er typisk harmoniorkestermusik: karakterstykker- og satser, som er underholdende og udadvendt-virtuose uden fine fornemmelser. Meij’s snurrige basunkoncert , "T-(rom)bone concerto" (med satserne "rød - medium - gennemstegt"), har som solist en af skandinaviens bedste basunister, svenskeren Christian Lindberg.